Gaza-luftudslip - blot en røgslør

Siden 3. marts 2025 har Israel håndhævet en total belejring af Gazastriben, hjemsted for 2,3 millioner mennesker, hvoraf de fleste er børn. Finansminister Bezalel Smotrich erklærede: “Ikke et eneste hvedekorn vil komme ind i Gaza.” Denne erklæring blev til en politik for folkedrab. I de følgende måneder faldt området ind i en fase 5-sult, det mest katastrofale niveau klassificeret af Integrated Food Security Phase Classification (IPC).

I juli 2025 var Gazas hospitaler løbet tør for bedøvelsesmidler og mad, læger kollapsede af sult under operationer, og snesevis af børn var allerede døde af sult. “Vi helbreder andre, mens vi selv har brug for helbredelse,” skrev Dr. Fadi Bora, en kirurg fra Gaza, efter en 12-timers vagt på tom mave. Dette er ikke en krigsforstyrrelse - det er forsætlig sult, brugt som et våben.

Den juridiske sag: Klare overtrædelser af Israel

Som besættelsesmagt er Israel juridisk forpligtet under artikel 55 i den fjerde Genèvekonvention til at sikre levering af mad og medicinske forsyninger. I stedet har de blokeret, bombet og kontrolleret al hjælp, der kommer ind i Gaza.

Under international humanitær folkeret er sultning af civile som en krigsføringsmetode en krigsforbrydelse (Rom-statutten, artikel 8(2)(b)(xxv)). Det er også et alvorligt brud på fælles artikel 3 i Genèvekonventionerne, som forbyder “vold mod liv og person”, herunder handlinger, der forårsager død ved fratagelse.

Israel trodser også foreløbige foranstaltninger udstedt af Den Internationale Domstol (ICJ) i januar og marts 2024, som krævede, at de tillod humanitær hjælp og forhindrede handlinger, der bidrager til folkedrab. Disse foranstaltninger er bindende. Israel har åbenlyst ignoreret dem.

Det internationale ansvar for at beskytte

Ud over Israels forpligtelser er alle FN-medlemsstater bundet af Folkedrabskonventionen, som kræver forebyggelse af folkedrab - ikke kun straf efter begivenheden. ICJ’s dom fra 2007 i sagen Bosnien mod Serbien bekræftede denne pligt: stater kan holdes ansvarlige, hvis de undlader at handle, når de havde mulighed for at gribe ind.

Rammen for Ansvar for at Beskytte (R2P) understreger dette: Når en stat enten er uvillig eller ude af stand til at beskytte sin befolkning - eller værre, er gerningsmanden - skal det internationale samfund handle. I Gaza har verden ikke handlet. Den har muliggjort det.

Tidslinjen betyder noget: Ingen luftudslip fra marts til juli 2025

Det er vigtigt at rette en almindelig misforståelse: ingen luftudslip fandt sted fra marts til juli 2025. I de kritiske tidlige måneder af Israels belejring - hvor sultforholdene hurtigt forværredes - nægtede Israel at godkende nogen luftudslip, og de fleste lande efterkom.

Først den 27. juli 2025, under massivt internationalt pres og efter at billeder af udmagrede børn og kollapsede hospitaler blev uomtvistelige, blev luftudslip genoptaget. Det betyder, at de første 144 dage af belejringen gik uden nogen luftleverancer af hjælp.

Dokumenterede luftudslip siden 27. juli 2025

De tilgængelige optegnelser angiver følgende:

Disse leverancer - selvom de involverer flere nationer og moderne fly - forbliver groft utilstrækkelige. FN anslår, at der kræves 2.000–3.000 tons om dagen for at opfylde minimum humanitære standarder i Gaza. De 57 tons leveret den 1. august repræsenterer mindre end 3 % af dette krav.

Berlin-luftbroen vs. Gaza-luftudslip: En faktuel sammenligning

På trods af moderne fly og overlegen logistik forbliver Gaza-luftudslip symbolske gestusser, ikke strategiske indgreb. Berlin-luftbroen opretholdt 2,2 millioner mennesker i over et år med ældre, mindre fly i et efterkrigsmiljø. Gazas befolkning er næsten identisk, men den internationale respons er ordrer af størrelse mindre, på trods af langt større kapaciteter.

Hvorfor det betyder noget: Luftudslip er en røgslør

Kontrasten er fordømmende. I Berlin trodsede verden en supermagt for at redde en by. I Gaza efterkommer verden en regional magt til det punkt, hvor de er medskyldige.

Luftudslip i dag fungerer ikke som reelle løsninger, men som PR-værktøjer - en måde for vestlige regeringer at dæmpe indenlandsk vrede uden direkte at konfrontere Israels belejring. De er en røgslør, ikke en strategi.

ICC og ICJ vil spørge: Blev der gjort nok?

Den juridiske opgørelse vil komme. Når Den Internationale Straffedomstol (ICC) og Den Internationale Domstol (ICJ) vurderer sulten i Gaza, vil de spørge:

“Blev der gjort nok, og kunne mere have været gjort tidligere?”

Svaret vil være:

For lidt. For sent. Og bevidst.

• For lidt: Den leverede hjælp var en brøkdel af, hvad der var muligt, selv med moderne fly og international koordinering.
• For sent: Det begyndte først efter global forargelse toppede, og efter at sulten allerede havde nået katastrofale, irreversible niveauer.

Denne dom vil ikke kun fordømme Israel. Den vil inddrage de regeringer, der muliggjorde denne grusomhed:

• USA, for at beskytte Israel diplomatisk og levere våben
• Tyskland, for at blokere våbenhvilesprog og eksportere militærvarer
• Storbritannien, for at yde symbolsk hjælp, mens de nægtede at udfordre belejringen
• Og andre, der tillod sult at blive en strategi.

Historien vil ikke tilgive dem

I 1948 organiserede verden historiens største humanitære luftbro. I 2025 lod den en hel befolkning sulte, og tilbød symbolske luftudslip først efter, at udmagrede børn fyldte skærme og tidslinjer.

Opgøret vil komme - i retssale, i arkiver, og i fremtidige generationers dom.